En tekstforfatter er ordenes svar på Grand Cru

En tekstforfatter kan noget med ord, og en Grand Cru kan noget med vin. Men ord handler om mere end smag. De handler også om lyde og om fornemmelser – alt sammen detaljer, som ikke kan stå alene. En tekstforfatters arbejde må derfor være en harmonisk forening af ord og indhold.Det handler kort sagt om magi. Om magi i balance. Om balance mellem ord og snak. En tekstforfatter ved, at ord skal gære, sies og hvile. At ord skal have respekt og opmærksomhed. Hun ved, at det er hårdt arbejde, men også, at det betaler sig. I sidste ende sætter ordene nemlig tanker i gang. De fortæller historier, og de får drømme til at vokse frem. Derfor skal de behandles ordentligt, ordene, og derfor skal de føres af en sikker hånd.Men heller ikke en sikker hånd kan stå alene. For uden passion bliver vin til dårlig vin, og ord til dårlig snak. Det kaldes temperatur. Man skal brænde for sine ord. Så meget, at de smelter på tungen.Lad os smage på dem. Lad os beruse os i ordenes Grand Cru …

Udtalelse fra Designit A/S

Kristina Højholt har været ansat på Designit fra august 2006 til juni 2007. I de første seks måneder som praktikant, herefter som aflønnet tekstforfatter. I sin ansættelsesperiode har Kristina primært beskæftiget sig med kundeopgaver i kompetencecentret Visual Communication, der omfatter ydelser inden for grafisk design, branding og kommunikation. Særligt har Kristina arbejdet med kommunikation, herunder konceptudvikling, strategi, indhold og tekstforfatning. Kristina har i hele perioden været tilknyttet kundeprojekter og har ved mange lejligheder haft direkte kundekontakt. Som faglig person er hun en dygtig tekstforfatter, der formår at inspirere, underholde og informere på én gang. Hun skriver finurligt, men stadig med respekt for kundesituationen, der i Designits sammenhæng typisk er B2B. Desuden udviser hun stor forståelse for kundernes forretning og behov, hvilket gør hende i stand til at skrive enkelt og overbevisende om selv komplicerede tematikker, produkter og services. Kristina har bl.a. været tilknyttet projekter for Realdania, Akademisk Arkitektforening, Mødrehjælpen, Jobcentrene, KREVI, AS3 Employment, R2 Group og SKOV. Kristina arbejder selvstændigt, kreativt og særdeles pligtopfyldende. En konfronterende og troværdig tilgang til sit arbejde har gjort hende vellidt blandt både kunder og kolleger. Dertil kommer, at Kristinas humoristiske sans og behagelige væsen fungerer godt i teamwork-sammenhænge, hvor hun spreder en sjælden kombination af professionel ro og kreativ energi. Jeg anbefaler på det varmeste Kristina som både faglig kapacitet og kollega. Hun er en ener, der kan sit kram. Kontakt mig endelig for uddybende kommentarer og spørgsmål.

Jacob Holm Øe, tidl. Manager, Designit A/S +45 61 68 65 84

Gas uden øregas

At arbejde med tekster på kryds og tværs betyder ikke, at budskabet bliver et farligt gadekryds. Med sin sans for sammenfletninger kan tekstforfatteren roligt trykke speederen i bund. Risikoen for afkørsler og blinde veje er - takket være det professionelle kendskab til sproglige færdselsregler - minimal. Få derfor privatchauffør, hvis din kommunikation skal ud over kantstenen. Du vil vel helst ligge i overhalingsbanen?

Om dengser og duksedrenge

Hvis alle er dygtigst til det, de er bedst til, kan man så få en Grammy i grammatik?

At være god til diktat betyder ikke, at man er diktatorisk

En tekstforfatter sætter kommaer på kommando og sørger for, at teksten holder takten. Hun er lydhør, men ikke lydløs. Det er nemlig tekstforfatterens opgave at provokere, ikke for provokationens skyld, men for at udfordre dig på dit budskab.

Hvor svært kan det være?

De flsete kan skirve en teskt, så den frosåts ngoenlnude. Men mådne dne er skrveret på, har sotr btednynig for, hrvodna kundrene opelver din vriksomhed. Derofr er dte mgete vtigigt, at tkesten prcæist udtyrkker, vhem og hdav, du såtr for. Vil du vræe sikekr på, at dit imgae er topprofessionlet, må tkseten vræe feljfri og vleformuelret.

Knastør kommunikation gør dit budskab ørkesløst

Er dine tekster usammenhængende, smuldrer det hele mellem hænderne på dig. Lad din tekstforfatter pudse kommunikationen op, så dit budskab går rent ind hos din målgruppe.

Om omstrøm

Din tekstforfatter giver dit budskab energi og garanterer, at din kommunikation bliver jævn og vekslende. I sidste ende er det teksten, der skaber kontakterne. Om ordene skal være elektriske er en smagssag, nogle foretrække at få dem lagt ind gennem brevsprækken. Din tekstforfatter kan rådgive dig til det rigtige valg. Så risikerer du ikke kortslutning.

Branding, bål og brand

Branding er at øremærke, at sætte et positivt aftryk og at give et positivt indtryk. Din tekst skal brænde sig fast på målgruppens nethinde. Derfor må dit budskab ikke være varm luft og tågesnak, men spejlblankt og frostklart. Med mindre det hele skal gå op i røg!

Kommunikation er totalteater

Det handler om at vække sit publikum af deres tornerosesøvn. Din tekstforfatter tager sig af manuskriptet, så du kan læne dig tilbage i instruktørstolen og klappe i hænderne. Men ingen teatertårer. Det er ikke en forstillet forestilling. Budskabet skal være ærligt; det skal kunne tryllebinde uden snyd og bedrag.

Taler du som om, du har en kartoffel i munden?

Er din tekst en slatten agurk, en sløv banan eller en tør skorpe? Din tekst må have bid og være klar i spyttet. Det handler om at få kundens tænder til at løbe i vand.

Skriftklogt skrivehoved

Det er ingen enkelt sag at være tekstforfatter. Bogstaveligt talt handler det om at kende sit papir og sine pappenhejmere. Det kræver et hoved, der ikke just falder i staver. Hvis ikke man forstår en stavelse af sin fortællekunst, er det rimeligt at overveje et andet ordvalg.

Zigzagger din tekst, sakker du bagud

Kommunikation kan godt være et kludetæppe, men der må ikke gå kludder i det. Man kan kommunikere ad flere kanaler, kommunikationsmaterialet kan have forskelligt format, og målgruppen kan være mangeartet. Men derfor må der alligevel være en rød tråd gennem alle dine tekster. Er der slinger i valsen, mister du nemlig dine kunder i svinget. Din tekstforfatter nørkler med ordene og fletter din kommunikation sammen til en helhed.

Tekstforfatteri er anvendt matematik, sløjd, husgerning, hjemkundskab og kemi

Det handler om forbindelser, beregninger og logiske slutninger.
Der skal høvles, pudses og files.
Der skal skræddersys, flettes, klippes til og skæres fra.
Der skal dufte, ose og boble
Og så skal alle grundstofferne gå op i en højere enhed.

Om ordflom og ordforråd

Vil man komme til orde, må man først afstemme vokalerne. De skal stå ordret, i ordstilling og gerne i alfabetisk rækkefølge. En ordfører må med sit ordsprog sørge for øren- og ordlyd. Herefter kan ordspillet gå i gang og sprogblomsterne flyde frit.

Goddag mand økseskaft!

Knuder og knaster kan splintre din kommunikation. Derfor kan det være nødvendigt at slibe åget, hakke en hæl og klippe en tå. En tekstforfatter yder sproglig førstehjælp og sikrer, at dit budskab bliver høvlet ind til benet.

Stakit, kasket, stafet

En tekstforfatter må kunne tage alle kasketter på. Om det handler om at sælge spegepølse, vaskeklude eller komplicerede IT-systemer, så skal pennen altid være skarp og præcis. For oplevelse kræver indlevelse.

En tekstforfatter er en tonemester

Toner kan være hele, toner kan være halve, toner kan under- og overtoner, toner kan være hyletoner, toner kan være kammertoner, og så toner kan være gennemførte. Få en tekstforfatter til at gennemgå din kommunikation, hvis du vil være den toneangivende inden for netop dit felt.

Tilsætningsstoffer

En tekstforfatter har sit håndværk på rygraden og i smagsløgene. Øjet for tonen sidder i øret, men det bliver kun bedre af at blive brugt – og af at blive fyldt på. Derfor har jeg uddannet mig til cand. mag. i dansk og dramaturgi. Det har givet mig en skarp pen, en fejlfri grammatik og en sans for historier.

Bureauerfaring har lært mig at løse opgaver som:

· Tekst til hjemmesider, bannere, annoncer, brochurer, løsblade, kataloger og årsrapporter
· Tekst til direct mails, nyhedsbreve, invitationer, pressemeddelelser og produkt-PR
· Naming og payoffs
· Tekstoptimering og korrekturlæsning
· Idé- og konceptudvikling

Et godt glas vin til en god middag

Der er ikke noget mere ærgerligt end dårlig vin til god mad. Har du først taget skridtet og besluttet dig for en ny visuel identitet, er det vigtigt at følge beslutningen helt til dørs. Grafik og sprog skal tænkes sammen i et elegant og intelligent koncept, og med en tekstforfatter får den samlede løsning sig en afrundet bouquet. En tournedos har krav på en Grand Cru, og et godt budskab har krav på en ordentlig tekst!

Ingen hovedpine!

Der er fordele i at hyre en freelance tekstforfatter. Man betaler kun for det, man har brug for, og behøver hverken tænke på faste lønomkostninger, forsikring, feriepenge eller pension. Ligesom man ikke skal spekulere på, om budskabet når frem. Det går nemlig helt af sig selv, for gode tekster sælger bedre. Den hovedpine tager din tekstforfatter sig af.